EKSTERNE INTERVIEW, OMTALER & ANMELDELSER
Filmen er blevet anmeldt af Henrik Palle i Dagbladet Politiken og fået fire hjerter.
Anmeldelsen kan læses nedenunder eller læses direkte på Politiken's netavis.
ANMELDELSE I POLITIKEN
Af Henrik Palle, tv-redaktør
15. dec 2009
FORHUDEN ER DEN SIDSTE BASTION
Selvbiografisk dokumentar om livet som kulturjøde er afslørende og sjov.
Dokumentaristen Ulrik Gutkin er af jødisk slægt, og hans familie kom til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet fra Rusland på grund af datidens pogrom. Her har familien slået rod og assimileret sig i en sådan grad, at Ulrik som fjerdegenerations jødisk indvandrer har giftet sig med pæredanske, kulturkristne Signe.
Han har både som sig selv om som en del af parforholdet med Signe masser af ikke-jødiske venner, og det jødiske fyldte ikke – bortset fra højtider, visse traditioner samt bestemte spiser – voldsomt meget i hans liv.
Hans forhold til sin religiøse baggrund var som de fleste kulturkristne danskeres til kristendommen: Noget man ikke skænkede en tanke i dagligdagen, men kun dyrkede i forbindelse med dåb, giftermål, død og diverse helligdage.
Dette ændrede sig imidlertid brat, da sønnen Felix meldte og gjorde sin ankomst. For Ulrik ønskede, at Felix skulle omskæres som alle jødiske drengebørn retteligen bør blive det efter aftale mellem Gud og Abraham for nogle årtusinder siden.
Lad forhuden være i fred
Men moren var imod. Signe ville ikke stå model til, at der skulle snittes i hendes lille søns tissemand. Han skulle have lov til at have sin forhud i fred. For hverken ham eller Signe havde indgået noget pagt med Gud.
»Han skal ikke opdrages til at være jøde. Han skal heller ikke opdrages til at være kristen. Men han skal vide, at han har begge dele i sig«, som Signe sagde, da hun var på besøg på den jødiske privatskole Carolineskolen, hvor Ulrik havde gået, og hvor han også ønskede, at sønnen skulle gå.
Det er selve anfægtelsen af det jødiske i form af forbuddet mod at omskære sønnen, der er det narrative omdrejningspunkt for Ulrik Gutkins film. For det, at den religiøse baggrund med et giver anledning til problemer i forholdet til den nære – ja, allernærmeste – omverden, får den til at trænge sig i forgrunden.
Den kommer til at fylde voldsomt meget. Ulrik selv træder i karakter som etnisk jøde og bliver sig sin baggrund og historie meget mere bevidst, men afdækker også det forhold, at den jødiske identitet måske udtyndes slægtled for slægtled.
Som nævnt har han selv mange ikke-jødiske venner. Faren havde nogle få, mens farfaren, da han bliver spurgt, svarer, at han ikke rigtig havde nogen venner uden for mosaiske kredse.
Afvæbnende humor
Det er helt grundlæggende og interessant historie, Ulrik Gutkin fortæller.
For dels er den historien om en jødisk families genealogi i Danmark, dels er det historien om en moderne kulturjødisk mands manglende evne til at sætte sig igennem over for en moderne kvindelig rationalitet, der ikke anerkender farens ret til symbolsk at genskabe sin søn i sit eget billede. Og det giver fortællingen en almen gyldighed.
Filmen er ikke bange for at gå tæt på, og dens mandlige fortæller er heller ikke bleg for at hænge sig selv til tørre. Som det sker, da Signe får ordet og gør op med portrætteringen af hende som dominerende og kristent protektionistisk.
For her viser det sig, at det jødiske faktisk fylder ikke så lidt i hjemmet, mens det kristne nærmest er fraværende. Forhuden er den sidste bastion, som hun siger.
Det er også en stor force, at der er så meget afvæbnende humor i fremstillingen, og at det hele er så afslappet – selv om det altså handler om andet og mere, end om der skal købes økomælk fra Thiese eller Øllingegård.
Og det gør alt i alt ’Mig og jøderiet’ til en indtagende lille film, der dog aldrig for alvor får hul på de lidt større problematikker, der ligger i forlængelse af Felix’ forhud.
Men bestemt et stykke dokumentarisme med stor informations- og underholdningsværdi.