INSTRUKTØREN OM FILMEN
ULRIK GUTKIN OM SIN FILM
Jeg har altid opfattet det som ganske uproblematisk at være dansker med en jødisk baggrund. Mine oldeforældre kom til Danmark for over 100 år siden, og jeg føler mig ligeså ens og forskellig som de 5,5 millioner andre danskere i Danmark.
Da jeg for fire og et halvt år siden fik en søn, kom jeg i en konflikt. Ifølge jødedommen skal drengebørn omskæres, når de er 8 dage gamle, men det var min kæreste stærkt imod. Pludselig blev jeg konfronteret med de forskelligheder, der findes mellem den danske og den jødiske kultur.
Idéen til filmen opstod på et tidspunkt, hvor de danske medier var fyldt med indlæg for og imod et forbud mod omskærelse af drengebørn. Jeg ville undersøge de - ofte irrationelle - følelser, der er forbundet med mange forældres ønske om omskærelse. I filmen skulle der være interviews med både muslimer og jøder i blandede ægteskaber, men pludselig opdagede jeg at den måtte tage sit udgangspunkt et helt andet sted, nemlig med spørgsmålet: ”Hvem er jeg?”
I filmen undersøger jeg, hvad det vil sige at være sekulær jøde, og hvilke problemer det indebærer at have en slags "skjult" anden identitet, som man måske ikke helt selv kender. Den røde tråd er først og fremmest konflikten i forhold til min kæreste, men også i forhold til mig selv om, hvorvidt min søn Felix skal omskæres eller ej. Omskærelsen er jo et enten – eller, og den kan ikke omgøres.
Derfor er der én af os, der skal give sig. Helt.
Filmen stiller på en humoristisk måde spørgsmålet om, hvorfor man som ikke religiøs jøde overhovedet skal videregive noget af sin jødiske identitet til et barn i et blandet ægteskab, og hvordan man i givet fald gør det. Den peger også på, at identitet - spørgsmålet om, hvem eller hvad man egentlig er - måske ikke lader sig besvare helt så enkelt, som man måske troede.
Historien tager udgangspunkt i min egen fortælling, og jeg er jo bare dansk jøde. Mine forældre og bedsteforældre er jøder. Jeg har gået på den jødiske Carolineskolen og spillede fodbold og badminton i den jødiske sportsklub, Hakoah. Vi holdt kosher derhjemme, men spiste ikke kosher ude, og jeg har stået Bar Mitzwa, men vi er aldrig kommet ret meget i Synagogen. Alt i alt har det med ”jøderiet” forekommet helt uproblematisk, og jeg har nok aldrig før stillet spørgsmålet: ”Hvem er jeg? Og hvordan vil og kan jeg give noget af min jødiske arv videre?”
Download teksten i Word her