PRESSEMEDDELELSE
PRESSEBILLEDER
INSTRUKTØREN OM FILMEN
MERE OM FILMEN

OM FILMEN

MIG OG JØDERIET, 43 MIN.

Metode

Filmens form er en undersøgelse. Instruktøren er hovedpersonen, hvor omdrejningspunktet er hans egen familie, venner og bekendte. Filmen er bygget op i et dramaturgisk forløb, der begynder med konflikten omkring omskærelse og frem til en beslutning om at gøre det eller ej. Filmens drivkraft er den personlige undersøgelse. Hvad vil det sige at være jøde, og hvorfor er det overhovedet så vigtigt at finde ud af? For at finde svaret taler instruktøren med kæresten, venner og bekendte og sammenholder det med erindringer og refleksioner fra hans egen jødiske familiebaggrund.

Filmens tone
Tonen i filmen bærer præg af, at instruktøren kender mange af de personer, han møder. Samtalerne bygger på intimitet og en fælles baggrund. Det fortrolige åbner for de humoristiske og konfronterende situationer, der ellers aldrig ville opstå, hvis personerne ikke kendte hinanden på forhånd.

Sigtet med filmen
Via instruktørens undersøgelse af egen jødiskhed giver filmen et billede af en minoritet, der på mange måder er velintegreret i det danske samfund, og som af de fleste danskere opfattes som et skoleeksempel på en indvandrergruppe, der trods integrationen har bibeholdt en del af deres egenhed. Samtidig vil det i høj grad også være en beskrivelse af en gruppe i forandring og med nye problemer, der skyldes assimileringen og de spørgsmål, den stiller.

En historie om en nutidig dansk-jødisk familie vil, udover at give et billede af en minoritetsgruppe i Danmark, der har - og stadig spiller - en rolle i det danske samfund, kunne perspektivere den heftige indvandrerdebat, der foregår i øjeblikket. Både i forhold til hvordan man har formået at integrere sig, men også i forhold til hvad der sker, når man efter mange generationer står i en indre konflikt, hvor der skal nye tiltag til, for at ens kulturelle og religiøse rødder stadig er levende.


Download teksten i Word her